søndag den 27. februar 2011

Barnedåb, BB-King og Berlingske..

Endnu en skøn weekend er ved at rinde ud:


Lørdag stod bl.a. på kagebagning til barnedåben i dag. Imens spillede manden gamle youtube-klip med BB King og Clapton! klik og lyt!

Jeg bagte denne fine kage fra en opskrift i kogebogen : Food for Brains med opskrifter af bl.a. Nikolaj Kirk.
Under den farvede marcipan gemmer sig en virkelig lækker chokoladekage. Med masser af chokolade (70%), smør, æg og rørsukker! Jeg puttede valnødder i formen inden dejen kom i, så den fik et "nøddelåg"! Lige da kagen kom ud af ovnen virkede den ubagt (og jeg fik et chok), men efter et par timer på køl, var den klar til at blive pyntet med marcipan, glasur og billede af den lille.

Dåbskjolen er helt vild skøn. Den er købt i Portugal, og blev i dag brugt for 3. gang.


Slutter dagen af med at gennemtrave Berlingske Tidende.....Kan rigtig godt lide den avis, men søndagsudgaven kræver nogen tid.


ps: I får osse lige et billede af mit totalt retro køkken-grej :). Kan fortælle at disse ting alle er købt i 1975. Godt uopslideligt grej!

tirsdag den 22. februar 2011

Klemmer og collager og massevis af farver!

Moderne designer-tøjklemmer....det er mit nyeste køb! De er mægtig fine, og nu er jeg faktisk lidt spændt på, om de osse virker. Herom senere ; ))

Jeg øver mig i at lave billed-collager på computeren. Det er rigtig sjovt og tidskrævende. I hvert fald her i starten...men øvelse gør jo som bekendt mester.


Collager i papir har jeg lavet mange af, og nu er det ældste barnebarn osse i gang. Det er en go´ og sjov måde at genbruge reklamer og ugeblade. I de her collager har vi prøvet at holde os til bestemte farver.....det er lidt sjovt at "gå på jagt" efter farverne!




fredag den 18. februar 2011

Som på nåle.....

Nu er der gået helt vildt nålepude-sjov i den!!!! En hel lille familie er det blevet til........og mon ikke der kommer flere til efterhånden. De er sjove at lave, og fantasien får frit spil.

søndag den 13. februar 2011

Strandtur, papirklip, hæklerier og masser af weekend-hygge!

 Lørdag formiddag brugte vi: mand, barnebarn, mops og jeg, på en alletiders skøn tur til stranden. Mopsen er ret morsom at have med til vandet. Hun gør en del af bølgerne, og ser så stolt ud, når de ruller ud....for bare at rulle ind til en "omgang skældud" igen!


Barnebarnet fandt den fineste hjerteformede sten, som hun skrev FAR på med tusch, og gaven blev pyntet med flag, fordi far har fødselsdag i morgen...Hurra....


Hjemme stod den på papirklip: Vi har lavet store, flotte blomster, som blev brugt til bl.a. at sætte i håret.




Og af alt "fraklippet" lavede barnebarnet den sødeste figur, som skal pynte hjemme på væggen på hendes værelse (farmoren ville ellers gerne have haft den, men nej. Man kan ikke vinde hver gang :D)


Jeg har købt Barbapappa krus....til alle børnebørn. Og så mente det ældste barnebarn, at der manglede sådan nogle bordskånere til krusene.... det var jo en rigtig go´ idé! Nu skal der bare laves flere!




Mad skulle der også til her i weekenden: pandekager med fyld, fiskefrikadeller, boller i karry og så disse fantastiske rosin-madder. Det var alt sammen noget, der faldt i en 4½-årigs smag....Dejligt!

Og så slutter vi denne skønne weekend af med en omgang bagværk: Boller med hasselnødder, waldnødder, mandler og chokoladestykker.....
Håber de bliver gode!




fredag den 11. februar 2011

knapper, knapper, KNAPPER

Min morfar lavede sådan nogle fine knap-kasser til min mormor. Da jeg var barn, elskede jeg at lege med dem, og nu har jeg arvet dem. Mit ældste barnebarn leger også med dem, så knapperne er knap så fint sorterede mere. Der er knapper i alle farver, størrelser og former....og til alle mulige formål:



Glasset fra instant-kaffen har fået nålepude-hat, og bruges bl.a. til små loppefund, såsom bjælder, kvaster, kunstige småblomster, gamle ørenringe osv. Knapperne bruger jeg også, når jeg pynter hatte og huer, laver armbånd. og julepynt.  


torsdag den 10. februar 2011

Forårsstemning!





Der er rigtig forårsstemning i huset i disse dage: Hyacinter og ranunkler, tulipaner og perlehyacinter. Og så fandt jeg fine grene på en gåtur...og allerede med gæslinger! Det er dejligt igen at have fundet Lyngby-vaserne frem...de egner sig så godt til forårsstemningen. Ligesom de gamle engelske kopper er fine med blomster i. 

.



Jeg faldt også for en dejlig, farverig pude....den var lige med til at gi´ stuen en forfriskning


tirsdag den 8. februar 2011

Lykkens "pamjulefis" er det mig?

Jeg er så heldig....jeg fandt dette flotte relief, lavet af Marianne Starck, som fra 1955 var kunstnerisk leder på keramikvirksomheden Michael Andersen på Bornholm. Jeg kan meget godt li´ gammelt dansk stentøj, keramik, porcelæm og fajance, og især gode, gamle klassikere, så som Hjort, Ipsen, Søholm, Kähler, Wiinblad, Knapstrup, Palshus, Royal Copenhagen mfl. Jeg finder sagerne på loppemarkeder og i genbrugsforretninger, men det bliver sværere og sværere. Især hvis prisen ikke skal være for høj.
Endnu mere heldig var jeg, da jeg fik denne flotte buket tulipaner af min datter . Og jeg havde endda også fået lov til at låne hendes lille datter. Jeg er heldig!
Og se så: Dejlig chokolade fra Lindt...mums! Det fik jeg af min søde mand...sådan bare lige uden videre!

Sidst på weekenden var jeg osse på en lille, bitte skovtur med det ældste barnebarn, for hun skulle lige vise mig, hvor god hun var blevet til at svæve på svævegyngen i skoven! Det småregnede og var ret så meget gråvejr, men ih, hvor var det en lykkelig stund. 
Så altså, det må være mig, der er pamfiliussen!

Pearl S. Buck har en gang sagt, at mange mennesker forsømmer den lille lykke, mens de forgæves venter på den store. Jeg øver mig på ikke at forsømme den lille, for så tror jeg det, samlet set, bliver til den store!


tirsdag den 1. februar 2011



Og vinderen blev........ta-daaaaaaaaaaaaaaaaaa: LEA ! Ret overraskende! Mopsen havde et nemt lille job der, og hun bliver da ikke for tyk af godbidder :)
Har allerede planer om en ny GIVE-AWAY (stakkels Lea,) når foråret er her!
Og så blev endnu en lille art-money færdig her i weekenden, og den er i hvert fald ret forårsagtig.