torsdag den 30. december 2010


Grillen har været tændt for absolut sidste gang i år, og vi har nydt et par dejlige "Guldbraser" http://www.gugge.dk/madvarer/1-fisk/madvarer1_dorade.htm med tomatsalat og persille mm. Det er noget af det allerbedste fisk på grill.

I formiddag kom det ældste barnebarn forbi og lavede et par "nytårs-hovedbeklædninger" til sig selv og venner.

Sidst på dagen blev julepynten pakket ned, vinduer vasket og der blev købt hyacinter i lange baner!
Så 2011...kom glad!

GODT NYTÅR

torsdag den 23. december 2010

Lillejuleaftensdag


Så er julen lige for døren, og jeg går og glæder mig over at al post ikke er elektronisk endnu. Vi har fået fra nær og fjern de fineste julekort, og på loftet er der en samling uden lige fra mange år tilbage. Måske de kan bruges til et eller andet sjovt til næste jul?
På min vej fra arbejdet i går, så jeg det flotteste hegn, blandt meget andet smukt! Det måtte foreviges og ud til alle jer, der læser ;) Åh, hvor var det dog en smuk dag med den blå himmel og de kridhvide træer og buske. Fik mig til at mindes foråret på Algarve-kysten, men blomstrene mandeltræer og den meget blå himmel.

Ellers har formiddagen stået i risengrødens tegn og mandlerne er smuttede. Alt er vist klar til morgendagen, så nu jeg kan roligt tage på arbejdet.
Mangler bare lige at ønske en RIGTIG GOD JUL TIL ALLE der kigger her forbi.

søndag den 19. december 2010

 Vi har haft barnebarnet på besøg i weekenden, og på denne 4. søndag i advent har hun bl.a. lavet flotte gavekort til kys og kram. Mor, far og lillesøster er de heldig, der får kort "fulde af kærlighed", som hun selv siger. Hun har da helt sikkert fundet ud af, hvad julen handler om! Vi bagte også julebrød, stærkt inspireret af den portugisiske "Bolo Rei". Har dog lavet min egen lidt sundere udgave. Se opskriften på denne side : http://susannessager.blogspot.com/p/mad-skal-der-til.html

fredag den 17. december 2010


Jeg blev inspireret af Karen Marie Dehn til til at pakke urtepotter ind (http://www.karenmarie.nu/date/2010/12), og arbejdede lidt videre med idéen. Så kom der disse fine julefødselsdags - og værtindegaver ud af det. Jeg købte glas i "genbrugsen", de blev beklædt med silkepapir og dekoreret med diverse sager.


torsdag den 16. december 2010

Julegenbrug..

Så nåede jeg lige en tur forbi genbrugsforretningen igen i dag. Man kan finde mange sjove juleting og sager. Jeg skal bruge noget til at dekorere urtepotter og andet, som kan bruges som en lille julehilsen. Jeg vil prøve at dekorere gamle glas og rammer. Når tingene har været så billige må man jo godt male, lime, skille ad og lave om på dem....Det kribler i fingrene for at komme i gang, men jobbet kalder. Vi må se om der kommer noget sjovt ud af det her i weekenden...

søndag den 12. december 2010

Skørt bambusjuletræ!

Sikke en hyggelig 3. søndag i advent, hvor det meste af eftermiddagen gik med at lave miniguirlander og pynte dette sjove, skøre bambusjuletræ!